Hjertestarter redder liv - igen

Livet var tæt på at være slut for 68-årige Svend Erik Rolff Christiansen, da han faldt om med hjertestop i Værløse Hallen. Men han overlevede ved hjælp af en hjertestarter og en hurtig indsats fra badmintonmakkeren.

 

Det startede ellers så hyggeligt torsdag d. 1. november, hvor Svend Erik Christiansen som sædvanligt var mødt op i Værløse Hallen for at spille badminton. Han var godt i gang med en double, da han pludselig fik det dårligt.

"Jeg er lige på vej ned til baglinien for at serve, da jeg får det dårligt og derfor lige vil sætte mig ned et øjeblik. Men så bliver alt sort, og det næste jeg opfatter, er at jeg ligger på gulvet med folk omkring mig og hjertestarteren ved min side," fortæller Svend Erik Christiansen.

I den tid hvor han har været væk, er der blevet ringet 112, og hans badmintonmakker, John Bendix, har givet hjertemassage samt stødt ham med en hjertestarter.

"Jeg nåede slet ikke at tænke i situationen, jeg handlede bare, fordi jeg vidste, at sekunderne tæller i sådan en situation," fortæller redningsmanden John Bendix. Han har aldrig før prøvet at betjene en hjertestarter, men han synes, at det var ret let, da det først gjaldt.

"Jeg glemte at tage papiret af elektroderne, men det fortalte maskinen mig, at jeg skulle og den vejledte mig også videre i processen.

Da jeg stødte, løftede han sig næsten over gulvet. Det var hårdt at se, men så kom han til sig selv og begyndte at trække vejret," fortæller John Bendix, der til daglig arbejder som centerdirektør på Rigshospitalet.

Lykkelig over resultatet
Den lykkelige udgang på hjertestoppet skyldes uden tvivl kombinationen af en hurtig indsats fra de tilstedeværende samt den hjertestarter, som TrygFonden har doneret til Værløse Hallen. Sjovt nok havde John Bendix og Svend Erik Christiansen tidligere talt om, at de måske skulle sætte sig ind i, hvordan en hjertestarter fungerer.

"Det fik vi bare aldrig gjort. Men derfor er jeg stadig yderst glad for, at der var en hjertestarter i hallen. Ligesom jeg er fuld af taknemmelighed over, at John og de andre i hallen reagerede, som de gjorde. Tænk hvis det var sket, når jeg gik alene derhjemme og gravede have," siger Svend Erik Christiansen.

Faktisk var indsatsen så effektiv, at den læge som ankom med akutlægebilen i første omgang slet ikke troede, der havde været tale om et hjertestop.

"Han var så frisk, at jeg næsten ikke kunne tro, han havde haft hjertestop. Men den var god nok, folk på stedet havde bare gjort det rigtig, rigtig godt. Og det viser, at når der er en hjertestarter til stede, så tør folk godt rykke den ned fra væggen og bruge den. Og den slags redder liv," udtaler læge Anne Marie Sørensen fra akutlægebilen.

Selvom Svend Erik Christiansen stadig er indlagt på hospitalet, har han det rigtig godt og er selvsagt ovenud lykkelig for, at tingene endte som de gjorde. Han har haft besøg af John Bendix, og glæden over resultatet er gensidig.

"Som sådan tror jeg ikke, jeg gjorde mere end alle andre ville have gjort. Nu var det så bare mig, der gjorde det, og det er jeg selvfølgelig glad for, når jeg ser, at Svend Erik er helt på mærkerne. Men vi må nok springe badminton over et par gange," vurderer doublemakkeren
og redningsmanden, John Bendix.

Safety Group ApS | Kystparken 31, 1 th | DK-4400 Kalundborg | Telefon: (+45) 40 71 75 08
Udviklet af Valeo.dk